Søvn
Selvdisciplin og læring
Som lærer på FEGU Hellerup oplever jeg desværre tit, at en elev hænger med næbbet og på mit spørgsmål svarer, at han eller hun havde været ude hos onkel Peter og tante Ruth, og det blev meget sent. Jeg har faktisk oplevet det for mange gange til, og det er noget, der kan fejes ind under gulvtæppet. Men hvorfor er dette anliggende så vigtigt?
Den letteste observerbare grund er denne: det kræver en meget høj grad af selvdisciplin at lære noget, når man er træt. En sådan disciplin kan man ikke forlange af et barn. Rent teknisk betyder manglende søvn, at eleven har for meget af sin opmærksomhed på sin trætte krop og ikke, som den burde være, på læreren eller bogen. Det bliver også sværere at duplikere, det vil sige lave en mental kopi af, hvad der bliver sagt eller skrevet, hvilket er en af de allerførste forudsætninger for at lære noget. Bliver vi endnu mere tekniske, har en dansk-amerikansk søvnforsker opdaget, at hjernen bruger natten til at rense sig for affaldsstoffer, hvilket også kunne forklare fænomener som alzheimers og demens. Derfor er det vel ikke urimeligt at antage, at manglende søvn har en meget uheldig virkning på en skoleelev.
Risikoen ved kompensationsmetoder
Nogle af de ældre elever vil måske kunne kompensere ved at fylde sig med kemikalier som Red Bull og så videre, men med disse kemikalier er der altid en ’regning’, der skal betales, og denne ’løsning’ kan derfor ikke anbefales. Man hører jo efterhånden om en del unge, der ’går ned med stress’ og som giver skylden til de stressende studier, men det er vel ikke urimeligt at antage, at forud for en kollaps gik en periode med dårlig søvn.
IT-misbrug og søvnforstyrrelser
En anden faktor, der virker ind på søvnen, er den udbredte misbrug af IT, tablets og mobiltelefoner, især hvis de fortrænger den sunde søvn. Det er ikke usædvanligt at høre om unge, der kommunikerer sent om aftenen eller ud på natten for at kunne være ’in’ i gruppen.
Risikoen ved opkvikkende stoffer
Til allersidst er det blandt nogle unge moderne at tage opkvikkende stoffer som Ritalin, der jo er en form for amfetamin. Det får tankerne til at gå til stakkels Michael Jackson, der ifølge hans ’livlæge’ fik opkvikkende stoffer om morgenen, men så til gengæld blev ordineret beroligende stoffer om aftenen for at kunne falde i søvn. Den slags er umådeligt hårdt for kroppen, og Michael døde da også alt for tidligt. Så dramatisk behøver det jo ikke at gå, men vi nærmer os denne livsstil, som jeg finder meget destruktiv.
FEGU Hellerups fokus på søvn
På FEGU Hellerup er vi meget opmærksomme på disse ting. Vi ser søvn som en afgørende faktor for elevernes trivsel og indlæringsevne. Derfor arbejder vi aktivt på at skabe en sund og tryg skolekultur, hvor søvn prioriteres, og hvor eleverne opfordres til at tage ansvar for deres egen søvnrytme. Vi opfordrer også forældre til at støtte deres børn i at få tilstrækkelig søvn og undgå forstyrrende elementer omkring sengetid. Gennem samarbejde og opmærksomhed håber vi at bidrage til en bedre søvnkvalitet og dermed også bedre muligheder for indlæring og trivsel hos vores elever.